Forside Om Dagbladenes Bureau Medarbejdere Kontakt os
Artikler
Interviews
Familie og sundhed
Forbrug
Leder
Feature
Politisk baggrund
Rejser
Filmanmeldelser

21-07-2004
Kan kunst vælte præsidenter?
Netop nu bruser en politisk bølge gennem kunstlivet, og det er ikke kun Michael Moore, der sætter samfund og politik på dagsordenen. Mange kunstnere bruger store udstillinger til at blande sig i politiske konflikter. Protestsangerne må vi dog stadig se langt efter
Af: Lene Halmø Terkelsen
>Al god kunst er politik, al politisk kunst er dårlig<, mente den danske maler Harald Giersing. Et udsagn, den stjernespækkede jury ved årets filmfestival i Cannes må være lodret uenig i. Den lod årets eftertragtede palmegren dumpe ned i favnen på den amerikanske filmskaber Michael Moore for hans ultrapolitiske dokumentarfilm >Fahrenheit 9/11<. Et stykke kunst, der meget vel kan få fatale konsekvenser for Bush-regeringens fremtid, spår Søren Høy fra DR2's >Filmland<:
- Moores film får stor betydning for det politiske liv. Film er et massemedie med enorme fangarme, der som intet andet kan fange millioner af mennesker, og derfor bliver Moores sandhed om Bush sandheden for alle de, der ikke kan overskue, hvad der egentlig skete efter 11. september. Folk stiller ikke spørgsmålstegn ved, at budskaberne kommer fra en biograffilm, for de er i forvejen hjernevaskede af mediernes sort/hvide måde at fremstille nyheder på, siger Søren Høy, der mener, at højredrejningen i den vestlige verden er grunden til, at mange kunstnere pludseligt blander sig i den politiske debat.
- Det har altid været venstrefløjen, der demonstrerer. Højrefløjen debatterer ikke på samme måde. Derfor er det afgørende, hvem der sidder på magten. Der laves politisk kunst, fordi man er utilfreds med noget i samfundet, og blandt andet derfor ser vi en opblomstring i skarpe politiske film netop nu. Der har altid været enkelte politiske film, men det er først nu, der kommer en reel politisk bølge siden 1960'erne. Med dokumentarfilmens tilbagevenden i biografen kom de film, der tager klart stilling eller stiller spørgsmålstegn ved samfundet som >Supersize me< og >Fahrenheit 9/11<, og jeg tror helt sikkert, vi vil se flere i fremtiden, siger Søren Høy.
 
Sodavand i protest
 
>Fahrenheit 9/11<, der har danmarkspremiere den 8. august og har indtjent mere end 600 millioner kroner i USA på bare fire uger, er tidens mest berømte eksempel på kunst, der sætter en politisk dagsorden. Men Michael Moore er ikke alene om at bruge andet end talerstole og forsamlingshuse til at lufte politiske budskaber. Inden for billed- og installationskunsten er flere og flere kunstnere i de seneste år begyndt at udsende politiske meldinger og blande sig i internationale konflikter med deres kunst.
I januar fik kunstværket >Snehvide og sandhedens vanvid< hele verdens bevågenhed, da det skabte diplomatisk krise mellem Sverige og Israel. Den israelske ambassadør blev så vred over billedet af en kvindelig, palæstinensisk selvmordsterrorist på sejlet af en båd i et blodrødt bassin, at han mørklagde værket, og debatten brølede i alle medier.
På sidste års Venedig Bienneale, der er en af verdens mest prestigefyldte kunstudstillinger, var tendensen også klar: Nu skulle kunsten have meninger. Den danske kunstnergruppe Superflex gjorde i en bod med læskende guarana-drik opmærksom på, at multinationale selskaber underbetaler de brasilianske bønder, der producerer guarana-frugter til deres sodavand, og på den spanske pavillion skulle man vise spansk pas for at få lov at se kunstværket. Det gav grund til eftertanke for alle de - det vil sige størstedelen af udstillingens besøgende - som ikke fik kunstværket at se og følte sig diskriminerede.
Den danske kunstner Jens Galschiøt har i flere år kombineret kunst og budskaber i værker som >Skamstøtten<, >Den indre svinehund< og med sin og kollegaen Lars Calmars gigantiske skulptur af en fed, vestligt udseende kvinde på ryggen af en udsultet afrikansk mand, der gjorde opmærksom på det skæve forhold mellem rige og fattige lande.
Nye kunstretninger som street art forholder sig også kritisk til verden omkring os og vender den politiske situation med kreative hjerner, som da kunstnergruppen Superflex i en kommentar til udlændingepolitikken hængte plakater op med påskriften >Foreigners, please don't leave us alone with the Danes< i flere danske byer.
Den politiske bølge, der netop nu dukker op i kunsten, er en reaktion på 80'erne og 90'ernes apolitiske udtryk, mener museumsdirektør Peter S. Meyer fra Trapholt Museet i Kolding, der er berømt og berygtet for sine overraskende kunstudstillinger med blandt andet levende guldfisk i blendere.
- Politisk kunst har altid eksisteret som en undergrund, men af og til popper den op og kommer indenfor i varmen på udstillinger og kunstmuseer. Kunsten er et af de områder, hvor man stadig kan påvirke en masse mennesker, og i disse år er der alligevel ingen, der tror på det, politikerne siger. Men kunstnere er stadig uskyldige og kan tillade sig at være idealistiske, siger Peter S. Meyer.
 
Mere menneske
 
Parløbet mellem kunst og politik er langtfra et nyt fænomen, og i århundreder har man brugt sange, billeder og litteratur til kritisere og tage stilling og stille spørgsmålstegn ved samfundet. I 1960'erne eksperimenterede kunstnerne med happenings, performanceart og konceptkunst. Bjørn Nørgaard parterede den berømte hest, teatergruppen Solvognen hærgede i et stormagasin, og mange sagde nej til atomkraft og ja til solidaritet. Men efter 1970'erne meldte matheden sig. De fleste danske kunstnerne vristede sig ud af det, de følte var blevet en politisk og socialrealistisk omklamring. Nu skulle kunsten ikke nødvendigvis have en holdning, men i stedet være skøn at skue eller lytte til.
Den politiske kunst vi i dag oplever på de internationale og danske udstillinger, mener Peter S. Meyer på mange måder minder om kunstlivets sidste store politiske bølge.
- Der er såmænd ikke så meget, der adskiller kunsten i 70'erne fra den politiske kunst, vi ser i dag. Man kæmper for mange af de samme sager, og det er stadigvæk nogle meget direkte politiske budskaber. I dag er kunsten dog ikke så knyttet til politiske partier som dengang. Man appellerer mere til at engagere folk bredt menneskeligt og beskæftiger sig ofte med menneskerettigheder og miljø, siger Peter S. Meyer, der også oplever, at museumsgæsternes ønsker har ændret sig.
- Engang gik vi på museum for at få dannelse og skønhed. I dag vil vi udfordres og provokeres. Vi vil have noget at tænke over, forklarer Peter S. Meyer fra Trapholt Museet.
 
Ingen protestsangere
 
Nu skulle man tro, at de politiske tendenser også havde bredt sig til den musikalske scene, men her må man spejde langt efter de politiske indslag. Hjerte rimer stadig på smerte, og spørger man den mangeårige rockskribent og anmelder Torben Bille, om der ligesom inden for andre kunstretninger bølger nye politiske tendenser på musikscenen, er han afvisende:
- Det korte svar er nej - overhovedet ikke. I dag er det til grin at mene noget om noget som helst. Det er en karikatur at være protestsanger. Hist og pist er der stadig bands, der mener noget om samfundet, men rockmusikken afspejler som altid ungdomskulturen, og den er meget apolitisk, siger Torben Bille, der undrer sig over, at de politiske tendenser er som blæst ud af vore dages rockscene.
- Det er dybt underligt. Verden i dag er mere kompliceret end nogen sinde. Jeg kan ikke forstå, at eksempelvis Irak-krigen ikke skabte en reaktion i musikken, som Vietnamkrigen gjorde det. Det eneste element af protest i musikken er hiphop-kulturen, og den er også snart ren facade, siger Torben Bille
Når de fleste danskere taler om politisk musik, er det stadig lillafarvede batiktørklæder, Røde Mor og Arne Würgler, der dukker frem tilsat enkelte overvintrede troubadourer. 1970'ernes musikere satte sig grundigt på det politiske udtryk, og ingen har formået at forny det siden, mener Torben Bille.
- De kunstnere, der har noget politisk på hjerte, har ikke fulgt med tiden og fået musikken ind i et nyt årtusind med et andet tonesprog end i 70'erne. De hænger fast i et forældet udtryk. Man læner sig op ad noget, der var engang, og udgiver en støttesingle i ny og næ, men tiden er løbet fra den genre. De musikere, der gør det bedst, er dem, der var med dengang. En mand som Niels Skousen har stadig budskaber, men han har forstået at flytte dem med ind i en ny tid, siger Torben Bille.
Men selvom den harmløse pop næppe bliver afløst af kradse tekster og barske budskaber lige med det første, vil flere og flere personer fra kunstlivet sandsynligvis gøre som Michael Moore i fremtiden og stille spørgsmålstegn ved præsidenter og politik. Og Moore nøjes ikke med én kunstnerisk genre til at råbe verden op. Sammen med danmarkspremieren udkommer på >Fahrenheit 9/11< udkommer ham med bogen >Hallo, hvor er mit land blevet af?< i endnu et forsøg på at vælte præsident Bush.
--- --- ---
Om kunst, der rykker:
 
>Kunst skal gøre noget andet end at sidde på bagdelen i museet<. Claes Oldenbourg, kunstner.
 
>Politik kan aldrig bestemme kultur, men kultur vel politik<. Theodor Heuss, politiker.
 
>Jeg tror ikke, man kan lave socialrealistisk kunst uden at have sultet, været helt nede på samfundets bund<. Harald Herdal, forfatter.
 
>Kunsten er en løgn, som får os til at se sandheden<. Pablo Picasso, kunstner.
 
>En kunstner skal ikke blot sige, hvad andre mennesker ikke kan, men også hvad de ikke vover<. Elmer Diktonius, forfatter og komponist.
 
>Al god kunst er politk, al politisk kunst er dårlig<. Harald Giersing, kunstner.
 
>Selv det mest alvorlige engagement i kunsten er formålsløst, hvis det præsenteres kedsommeligt<. Johannes Schaaf, filminstruktør.
 
>Kunst er enten plagiat eller revolution<. Paul Gauguin, kunstner.
 
Kilder: >Den store citatbog< fra Hans Reitzels Forlag og >Aschehougs store Citatbog<

Fotograf:Laurent Rebours/Polfoto

Tema: Aktuelle interviews

Maibritt Saerens

Maibritt Saerens er det smukke indskud i >Krøniken<, hvor hun spiller den forkælede direktørdatter Søs. Men hverken Søs eller Maibritt er for tiden helt tilfredse med deres roller


Læs mere